Bytte og fremleje
Efter lejelovens bestemmelser har man ret til at bytte sin lejlighed med en lejer af en anden lejlighed eller fremleje sin lejlighed. Herunder kan du læse nærmere om regler og rettigheder.
Bytte
Retten til at bytte lejligheder gælder mellem lejere indbyrdes i alment byggeri og mellem lejere i alment byggeri og privat udlejningsbyggeri. Betingelsen er, at lejer har boet i sin lejlighed i mindst 3 år. Ved bytning gennemføres en normal fraflytningsprocedure, herunder syn af boligen, istandsættelse, afregning af beboerindskud og indgåelse af ny lejekontrakt. Vær opmærksom på, at der er særlige regler for antal beboere i byttelejligheder.
Fremleje
Du har også ret til at fremleje din bolig i indtil to år, hvis du er bortrejst på grund af arbejde, forretning, studie, sygdom eller lignende. Du skal udfylde et skema, som du får udleveret ved henvendelse til boligselskabets kontor. Husk at vedlægge skemaet dokumentation – og vær opmærksom på, at selvom din bolig er fremlejet, har du fortsat dine rettigheder og pligter i lejeperioden.
